LYNGBY OG VEJLE DELER I INTENS BUNDGYSER

Det er status quo mellem Lyngby og Vejle i bunden af nedrykningsspillet efter 1-1 i en nervepirrende gyser fredag aften.

Sævar Magnusson bragte Lyngby på sejrskurs, men German Onugkha sikrede pointdelingen i starten af anden halvleg i et opgør, hvor begge hold gik helhjertet efter sejren.

Med resultatet har Lyngby og Vejle nu henholdsvis 26 og 24 point lige over og under nedrykningsstregen.

- Vi kan ikke være tilfredse med en uafgjort, men vi havde været i en meget vanskelig situation, hvis Lyngby vandt og var fem point foran os.

- Vi kom efter tre point. Det gjorde vi ikke, men vi kan stadig selv afgøre det, for de mangler stadig at komme til Vejle, siger Vejle-træner Ivan Prelec til TV3 Sport.

Kampens enorme betydning satte sit præg på de første 37 minutter, som var både uden rytme og specielt mange muligheder, men til gengæld spækket med intensitet og dueller.

Lyngby havde mest initiativ, og derfor var det heller ikke helt hen i vejret, da holdet brød dødvandet og bragte sig på 1-0, da islændingen Sævar Magnusson vendte flot rundt og sparkede bolden op i hjørnet efter landsmanden Kolbeinn Finnssons indlæg.

Målet satte gang i opgøret med det samme.

Vejle-spids German Onughka var tæt på et hurtigt modsvar, men Lyngby-keeper Jannich Storch klarede forsøget, og i den anden ende appellerede værterne kort før pausefløjt også kraftigt, men forgæves, for et gult kort nummer to til stopperen Denis Kolinger.

Underholdningen fortsatte i anden halvleg, og efter 49 minutter kom kvitteringen, da Lyngbys forsvar passivt valgte at lade Vejle-topscorer Onughka stå helt blank og heade Musa Juwaras indlæg i nettet.

Begge hold havde herefter overtaget i perioder, og chancerne faldt med jævne mellemrum, men både Storch og især engelske Nathan Trott i Vejle-buret hev store redninger ud af ærmet.

- Det var et godt skridt på vejen. Vi viste mandsmod og hjerte og tog flot i mod deres mange lange bolde. Vi viste nosser, siger Lyngby-anfører Marcel Rømer om hjemmeholdets præstation.

/ritzau/

2024-04-26T18:58:34Z dg43tfdfdgfd