BJøRK NøRREMARK SPRINGER SIG TIL BRONZE VED PL

Den danske længdespringer Bjørk Nørremark vandt fredag formiddag bronze ved de paralympiske lege i Paris.

Danskeren satte personlig rekord med et spring på 5,76 meter og sikrede akkurat sin medalje med én centimeter ned til fjerdepladsen.

Det var ellers et problem for Bjørk Nørremark, at hun flere gange sprang for tidligt. Tre gange satte hun den sidste fod uden for det hvide felt før planken.

Men på sidste spring fandt den 21-årige dansker formen frem og forbedrede sin personlige rekord, der lød på 5,67 meter.

Inden sidste spring havde hun kun formået at springe 5,57 meter og derunder.

- Det er for sindssygt. Jeg har slet ikke forstået det endnu, siger Bjørk Nørremark.

- Det var en frustrerende springserie faktisk. Jeg havde lige pludselig svært ved at ramme tilløbet.

Ved det medaljegivende spring tænkte hun, at hun ville satse alt.

- Jeg var ligeglad med, om jeg overtrådte, for jeg skulle bare have et langt spring, lyder det.

Københavneren stillede op i T47-klassen, hvor atleter konkurrerer med nedsat funktion i overkroppen, der svarer til en amputation af den ene arm under albueleddet.

Bjørk Nørremark er født uden venstre underarm.

Da danskeren havde fuldført sit sjette og sidste spring, kunne kun Anna Grimaldi fra New Zealand, som var forsvarende paralympisk mester, fratage Nørremark bronzemedaljen.

Grimaldi endte med at overtræde, og så kunne den danske længdespringer, der som 18-årig fik paralympisk debut i Tokyo, fejre metallet.

Ecuadorianske Kiara Rodriguez førte konkurrencen fra start til slut og vandt således guld. I første forsøg sprang hun 6,05 meter og slog paralympisk rekord.

Bjørk Nørremark har haft en god optakt til PL med en fjerdeplads til VM i maj. Dengang sprang hun 5,48 meter.

Det er Danmarks niende medalje i alt i Paris og den tredje inden for atletik.

Landsmanden Daniel Wagner har vundet sølv i 100-meterløb, ligesom det også blev til sølv i længdespring.

/ritzau/

2024-09-06T10:23:11Z dg43tfdfdgfd