CHELSEA HYRER MAURICIO POCHETTINO SOM TRæNER

Mauricio Pochettino skal genrejse Chelsea, efter at klubben har haft en forfærdelig sæson.

Mandag oplyser fodboldklubben fra London på sin hjemmeside, at den har ansat den 51-årige argentiner som træner.

Der er tale om en aftale, som strækker sig over de kommende to sæsoner.

Han overtager holdet efter en sæson, hvor klubben måtte nøjes med en beskeden placering som nummer 12 i Premier League.

Chelsea har senest været under ledelse af klubikonet Frank Lampard, der blev hyret ind, da Graham Potter blev sparket ud i starten af april.

Det er ikke helt nyt for Mauricio Pochettino at stå i spidsen for en klub i Englands hovedstad.

Fra 2014 til 2019 havde han pæn succes som træner i Tottenham.

Han har senest været træner for Paris Saint-Germain, men har været jobløs siden juli sidste år.

- Mauricios erfaring, standarder og lederegenskaber vil tjene Chelsea godt, men vi bevæger os fremad, lyder det i en fælles udmelding fra de to sportsdirektører Laurence Stewart og Paul Winstanley.

- Han er en vindende træner, som har arbejdet på højeste niveau i flere ligaer og på flere sprog. Hans etos, taktiske tilgang og engagement i forhold til udvikling gjorde ham til en fremragende kandidat til jobbet.

Mauricio Pochettino slog sit navn fast i England, da han fra januar 2013 til sommeren 2014 stod i spidsen for Southampton.

Han leverede så gode resultater for klubben fra det sydlige England, at Tottenham slog til og hvervede ham.

I løbet af de efterfølgende år lykkedes det ham at bringe Tottenham op blandt de bedste i Premier League - med god hjælp fra danske Christian Eriksen.

Trofæer blev det dog aldrig til i England, inden han røg på porten i november 2019.

I januar 2021 blev han ansat af Paris Saint-Germain, hvor han vandt det franske mesterskab og den franske pokalturnering.

/ritzau/

2023-05-29T12:11:17Z dg43tfdfdgfd