DANMARKS KOLLEKTIV SKAL STOPPE ERLING HAALAND

Det bliver en kollektiv opgave for spillerne på det danske fodboldlandshold at stoppe verdens måske bedste angriber, når Danmark lørdag spiller EM-generalprøve mod Norge.

Det kræver grundig forberedelse at møde en angriber på niveau med Erling Haaland, pointerer Jannik Vestergaard, men man må heller ikke begynde at gøre noget radikalt anderledes, siger den danske forsvarsspiller.

- Jeg har ikke forberedt mig på en anderledes måde end normalt. Jeg forbereder mig altid på at møde en dygtig angriber, og Haaland har nogle færdigheder, som er ekstraordinære, og det skal man have et vågent øje på.

- Men som forsvarsspiller skal man ikke spille mand mod mand med ham og følge ham over hele banen. Det har kendetegnet os i mange år, at vi har en evne til at forsvare som hold.

- Det har vi også vist i tidligere kvalifikationsturneringer. Selvfølgelig har vi et vågent øje på verdens bedste angriber, men vi skal stoppe ham som enhed og som hold, siger Jannik Vestergaard.

Haaland udmærker sig ved at have "hele pakken". Han har kropsstyrke som en sværvægter, fart som en sprinter, og han afslutter i verdensklasse med både fødder og hoved - også når det kræver et akrobatisk afsæt. Og så har han næse for, hvor den næste chance kan opstå.

Da Norge onsdag testede mod Kosovo viste Manchester City-stjernen, at han ikke er gået på sommerferie. Haaland scorede tre gange og blev klappet af banen i sidste minut.

Hvis man skal have held med at stoppe Haaland, er det en nøgle at få stoppet forsyningslinjerne, mener landstræner Kasper Hjulmand.

- Vi sætter ikke en spiller på Haaland og siger, nu er det din opgave. Når man møder en dygtig angriber, skal han helst have så få aktioner som muligt, hvor han kan blive farlig. Vi skal håndtere, hvordan han bliver sat op.

- Afstandene skal være små, når vi forsvarer, og der skal være sammenhæng i bevægelserne. Fodbold er et holdspil, der handler om positioner og kvalitet. Det er sådan, vi skal lukke Haaland ned. Vi kan ikke bare sætte en spiller på ham, det er han for god til, siger Kasper Hjulmand.

Landstræneren pointerer også, at det er sundt at møde endnu en verdensklasseangriber før EM, efter at Danmark i onsdags stiftede bekendtskab med svenskeren Alexander Isak. Mødet med Haaland er delvist en forsmag på mødet med Sloveniens største stjerne, frontløberen Benjamin Sesko.

Lørdagens EM-generalprøve mellem Danmark og Norge begynder klokken 19.30 på Brøndby Stadion. For første gang nogensinde er en landskamp på den københavnske vestegn udsolgt, meddeler DBU.

/ritzau/

2024-06-07T12:38:38Z dg43tfdfdgfd