HVIDOVRE åBNER PUNGEN EFTER OPRYKNING: ALLE FåR MERE I LøN

Han har egentlig ikke tid til at sludre, for han har travlt. Rygende travlt.

Peter Lassen er sportschef i Hvidovre IF, som i weekenden sikrede sig oprykning til landets bedste fodboldrække for første gang siden 1996.

Men selv om han ikke har tid, indvilger han i at sætte ord på det arbejde, der venter ham i de kommende par måneder, inden den nye sæson i Superligaen bliver sparket i gang.

I første omgang skal han uddele lønforhøjelser.

- Alle får mere i løn. Det har jeg sagt til dem. Det gælder hele truppen.

- Det bliver ikke kæmpe summer, men det kan jeg selvfølgelig ikke komme nærmere ind på, siger Peter Lassen.

Derudover skal den tidligere superligaspiller have fat i de spillere, der har kontraktudløb. Det drejer sig om otte-ni stykker, som han siger.

- Jeg har sagt til holdet, at alle, der vil være med i det her, skal være en del af det her. Alle med kontraktudløb bliver forlænget.

- Og så skal vi nok støve fire-fem nye spillere op, så vi får en bedre bredde på holdet. Men det skal ikke være flere end det.

- Det ville være åndssvagt at ødelægge det hold, vi har nu. Det hold kan sagtens drille superligaholdene. Selv om det bliver pivhamrende svært, så er ambitionen at blive oppe, siger Peter Lassen.

Lige nu er flere spillere ansat på en kontrakt, hvor det fremgår, at de har fodbold som bibeskæftigelse. Der er blandt andet en ejendomsmægler, en lagerarbejder og en byggeleder i truppen.

Men en sådan kontrakt betyder, at de pågældende spillere ikke kan træne før klokken 16, og at de har krav på to ugentlige fridage.

Selv om der er en afslappet tilgang til den kommende superligatilværelse i Hvidovre, så bliver det lige stramt nok med spillere, der ikke kan træne før klokken 16, slår Peter Lassen fast.

- Alle skal være minimum deltidsprofessionelle, så vi kan trække dem ind tidligere på eftermiddagen og træne der, siger Peter Lassen og fastslår, at nogle formentlig også vil få fuldtidsprofessionelle kontrakter.

- Jeg skal sidde nu her og finde ud af, hvordan vi skruer det sammen, siger han.

Men for at dele flere penge ud, skal Peter Lassen også have flere penge mellem hænderne. Og fordi han også er salgschef, så ved han, at det bliver en mulighed.

- Der er mere knald på sponsorsiden. Vi har fået en sælger ind, og hun hiver i øjeblikket nogle rigtig gode sponsorater i land, siger han.

Men de store økonomiske streger, dem trækker han ikke selv.

- Alt det der med økonomi og tv-penge har jeg ikke en skid forstand på. Der sidder nogle folk, der er meget dygtigere end mig, og kigger på det. Hvis jeg får en krone, så bruger jeg den, siger han med et grin.

I første omgang glæder han sig til på søndag, hvor klubben skal fejre oprykningen efter sæsonens sidste kamp mod Næstved Boldklub.

- Så bliver der fest, siger han.

/ritzau/

2023-05-30T10:11:40Z dg43tfdfdgfd