INTER SIKRER PLACERING I TOP-4 MED SEJR OVER ATALANTA

Næste sæsons Champions League-plads er hjemme for Inter, som lørdag vandt 3-2 over Atalanta.

Med sejren i lørdagens sene Serie A-kamp er Inter sikker på at ende i top-4 inden holdets sidste ligakamp i sæsonen.

Inter er lige nu placeret på andenpladsen med 69 point efter 37 kampe. Det kan ingen hold uden for top-4 hente.

Også Lazio er uden at spille sikker på at ende i top-4 med 68 point for 36 kampe på tredjepladsen.

AS Roma tabte tidligere lørdag 1-2 ude til Fiorentina, og dermed kan romerne ikke længere ende i top-4, der giver adgang til næste sæsons Champions League.

Inter, der har haft en svingende sæson, er også klar til finalen i dette års Champions League, hvor holdet skal møde Manchester City 10. juni i Istanbul.

Den finale kan Inter nu lade op til i ro og mag efter lørdagens sejr over Atalanta.

Her fik Inter en drømmestart med mål fra angriberen Romelu Lukaku i første minut, da han blev assisteret af Lautaro Martínez.

Blot to minutter senere blev Inters føring fordoblet af midtbanespilleren Nicolò Barella, der fulgte godt op på en ripost.

Ti minutter før pausen fik Atalantas midtbanespiller Mario Pasalic reduceret til 1-2.

Atalanta-angriberen Rasmus Højlund havde det generelt svært over for de stærke Inter-stoppere, der ofte læste danskerens bevægelser.

Højlund forsøgte at holde på bolden, men blev verfet væk eller løbet op af Inters forsvarsspillere.

Det var heller ikke nogen stor kamp fra Atalantas Joakim Mæhle, som blev skiftet ud efter 86 minutter.

Lautaro Martínez scorede til 3-1 efter 77 minutter, og den sidste Inter-scoring skulle vise sig at blive vigtig.

Den indskiftede Atalanta-angriber Luis Muriel fik nemlig reduceret til 2-3 i tillægstiden, da han sparkede bolden flot ind via overliggeren.

Atalanta havde et angreb mere, men det blev ikke til point for udeholdet.

/ritzau/

2023-05-27T20:55:38Z dg43tfdfdgfd