KENT NIELSEN KAN SENDE SIN TIDLIGERE KLUB UD I MøRKET

Silkeborg skal i sæsonens sidste runde møde AaB i en kamp, der potentielt kan sende AaB ud af Superligaen.

Silkeborg-cheftræner Kent Nielsen har en fortid som træner i AaB fra 2010 til 2015 og vandt både mesterskabet og pokalturneringen i 2014 med aalborgenserne.

Kampen på den gamle hjemmebane bliver derfor en mærkelig omgang, erkender Kent Nielsen.

- Det er meget specielt for mig, men vi kommer ikke til at gribe det anderledes an, siger han.

Kent Nielsens tidligere klub AaB står foran en drabelig sidste runde, hvor to nedrykkere skal findes blandt Lyngby, AC Horsens og netop AaB.

- Jeg kunne godt have undværet, at scenariet ville ende sådan her.

- Jeg ved inderst inde godt, at det ikke er den kamp, der afgør en hel sæson for AaB, men følelsesmæssigt bliver det specielt. Vi kommer dog stadig til at forberede os ordentligt, siger Kent Nielsen.

Silkeborg sikrede matematisk overlevelse i sidste runde mod AC Horsens, men det ændrer ikke Silkeborgs tilgang til sæsonafslutningen. Det viste holdet også i mandagens 3-3-kamp mod FC Midtjylland.

- Så længe der er nogle, der er afhængige af vores resultater, så griber vi det ordentligt an. Alle kampe i den sidste runde er der blæs på, fordi vi også tog point fra FC Midtjylland.

Silkeborg-angriberen Søren Tengstedt har en lang fortid i AaB som ungdomsspiller, men han ønsker ikke at snakke om opgøret mod sin tidligere klub i sidste spillerunde.

I stedet vil angriberen gerne rose Silkeborgs præstation i 3-3-kampen mod FC Midtjylland, hvor angriberen selv scorede to mål.

- Vi fik vist noget rigtig fint spil, og havde vi været mere effektive, så kunne vi også have scoret flere mål.

- Det føles som et godt stykke tid siden, vi leverede sådan en præstation. Det har klart haft en effekt på holdet, at overlevelsen blev sikret i sidste runde, siger Søren Tengstedt.

Silkeborg slutter sæsonen af lørdag eftermiddag ude mod nedrykningstruede AaB.

/ritzau/

2023-05-29T15:41:19Z dg43tfdfdgfd