NORDKOREANSK PROPAGANDACHEF OG KIM-FAMILIENS NæRE VEN ER DøD

I Nordkorea er landets leder, Kim Jong-un, i sorg, efter at den tidligere propagandachef Kim Ki-nam er død, 94 år gammel, rapporterer statslige medier. Han var kendt som arkitekten bag persondyrkelsen af Kim-familien.

- Kim Jong-un er blevet fotograferet ved Kim Ki-nams kiste og har lagt en krans ved den, skriver det statslige nyhedsbureau KCNA.

- Han er i sorg over tabet af en grænseløst loyal revolutionær, skriver nyhedsbureauet videre ifølge AFP.

Det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap sammenligner Kim Ki-nam med det nazistiske Tysklands propagandachef Joseph Goebbels, som blandt andet blev kendt for sit mantra om, at "man skal gentage en løgn tilstrækkeligt mange, så den bliver sandheden".

Kim Ki-nam var ikke i familie med det regerende patriarkat. Familienavnet Kim er et af de mest almindelige i både Nord- og Sydkorea.

Kim Ki-nam blev udnævnt til vicedirektør for Pyongyangs Department for Propaganda og Agitation i 1966, hvor han arbejdede tæt sammen med Kim Jong-il, forgænger og far til den nuværende leder Kim Jong-un.

Kim Ki-nam blev senere topleder for propagandaen i det kommunistiske land og det regerende familiedynasti.

Han havde angiveligt tætte forbindelser til Kim Jong-il. Ifølge flere medierapporter drak de to mænd sig jævnligt fulde sammen.

Kim Ki-nam førte an i bestræbelserne på at styrke mytologien omkring Kim Il-sung, der opfattes som landefader og stifter af Nordkorea. Kim Ki-nam sørgede for at blokere al kommunikation og information fra udlandet til nordkoreanerne.

Både sydkoreansk musik og vestlig underholdning er strengt forbudt.

BBC kom tidligere i år i besiddelse af optagelser fra indeværende år, hvor to teenagedrenge idømmes 12 års arbejdslejr for at have set en dramaserie produceret i Sydkorea.

Rollen som propagandachef er i dag overladt til Kim Jong-uns søster, Kim Yo-jong.

Leif-Eric Easley, som er professor ved Ewha University i Seoul, siger, at Kim Ki-nams død markerer afslutningen for den nordkoreanske propaganda.

- Han forsøgte at glorificere regimet i Pyongyang, mens der i dag er tale om, at Kim Jong-un dæmoniserer sydkoreanerne og i den grad støtter sig op ad atomvåben som garanti for politisk legitimitet, siger han.

/ritzau/AFP

2024-05-08T09:08:38Z dg43tfdfdgfd