SVENSK FODBOLDDERBY BLIVER SKæMMET AF STOR BALLADE

Uskønne scener prægede afslutningen på Stockholm-derbyet mellem Djurgården og AIK søndag eftermiddag.

Djurgården førte 1-0, da udeholdet i overtiden blev ramt af to røde kort, og adskillige spillere fløj i flæsket på hinanden.

Det blev fulgt op af pyroteknik smidt på banen i den ende, hvor primært AIK-fans befandt sig, hvorfor spillerne blev sendt i omklædningsrummet og opgøret afbrudt.

Siden forcerede et mindre antal sortklædte og maskerede tilskuere hegnet, ødelagde reklameskilte og var på vej på banen, da kampklædt politi med hunde greb ind og forsøgte at få kontrol over situationen.

Efter cirka en halv times afbrydelse havde en stor del af AIK-fansene forladt stadion, skriver nyhedsbureauet NTB, og efter cirka en times afbrydelse blev kampens sidste minutter afviklet uden scoringer.

AIK ligger næstsidst i Allsvenskan, og cheftræner Andreas Brännström føler sig medskyldig.

- Vi har tabt et derby og gjort folk vrede og skuffede. Man skammer sig, når man skal på arbejde i morgen, siger han ifølge TT.

Danske Viktor Fischer var ikke i truppen for AIK.

Danskere var til gengæld i fokus, da Henrik Jensens Kalmar FF hjemme slog Glen Riddersholms Norrköping 2-1.

FC Midtjylland-ejede Victor Lind bragte gæsterne foran 1-0 efter en times spil, men Kalmar udlignede, og i overtiden sikrede den danske angriber Mileta Rajovic hjemmeholdet de tre point med sit syvende mål i ti ligakampe.

Kalmar og Norrköping ligger dermed begge med 17 point på femte- og sjettepladsen.

Tabellen toppes af Elfsborg, som søndag slog Malmö FF 3-0 på hjemmebane. Den tidligere Silkeborg-profil Jeppe Okkels lukkede ballet og var med til at sende Elfsborg forbi Malmö FF på en bedre målscore. Begge tophold har 25 point efter ti kampe.

/ritzau/

2023-05-28T16:10:57Z dg43tfdfdgfd