SYDKOREAS ATLETER BLEV INTRODUCERET SOM NORDKOREAS TIL OL-åBNING

Sydkorea beklager sig og vil mødes med Den Internationale Olympiske Komités (IOC) præsident, Thomas Bach, efter at dets atleter fredag blev introduceret som værende fra Nordkorea.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

De deltagende nationers atleter blev sejlet ned ad Seinen i både og introduceret ved ankomst.

Da det blev de sydkoreanske atleters tur, introducerede den franske oplæser dem som værende fra Den Demokratiske Folkerepublik Korea - det formelle navn for Nordkorea - inden fejlen blev gentaget på engelsk.

Sydkoreas formelle navn er Republikken Korea.

Fejlen skabte røre i Sydkorea, som formelt set stadig er i krig med atommagten Nordkorea, efter at de to landes kamphandlinger mellem 1950 og 1953 stoppede ved en våbenhvile - ikke en fredsaftale.

Jang Mi-rang, vicesportsminister og olympisk guldvinder i vægtløftning, har bedt om et møde med Thomas Bach for at drøfte sagen, lyder det fra det sydkoreanske sportsministerium.

Ministeriet har desuden bedt det sydkoreanske udenrigsministerium om at klage til dets franske pendant.

Nordkorea deltager også ved OL i Paris. Landets atleter blev korrekt introduceret, da de sejlede ned ad Seinen.

Svipseren med navnet sker, mens forholdet mellem Syd- og Nordkorea er på det laveste punkt i nyere tid.

Nordkorea har styrket alliancen med Rusland og sendt luftballoner med skrald i tusindvis over grænsen til naboen mod syd.

Sydkoreas militær har svaret igen ved at spille høj kpop-musik og føre kampagne mod det nordkoreanske styre ved grænsen. Der er også på ny militærøvelser på sydkoreanske øer ved grænsen mellem de to lande.

/ritzau/

2024-07-27T04:59:27Z dg43tfdfdgfd