DJOKOVIC LANGER UD EFTER TILSKUERE EFTER SEJR OVER RUNE

Når Holger Runes fans råber "Ruuune", kan det nemt misforstås som buhråb.

Således også mandag aften ved Wimbledon, hvor Novak Djokovic undervejs i sin sejr i tre sæt flere gange virkede irriteret over råbene.

Efterfølgende langede han i sit vinderinterview ud efter den del af publikum på Centre Court, som i hans ører buhede.

- Til alle, som var respektløse mod mig, hav en goood aften (have a gooodnight, red.), siger Djokovic i sit vinderinterview og efterlignede "Ruuune"-råbene.

- Jeg ved, de heppede på Rune, men det er ingen undskyldning for at buhe af mig. Jeg accepterer det ikke. Jeg har været på touren i mere end 20 år. Jeg kender alle tricks og ved, hvordan det fungerer.

- Det er fint. Jeg har fokus på de respektfulde tilskuere, der har købt billet for at se kampen og elsker tennis. Jeg har spillet i meget mere fjendtlige omgivelser, så det rører mig ikke, siger Djokovic i sit vinderinterview.

Djokovic vandt kampen 6-3, 6-4, 6-2 efter kun godt to timers spil og møder nu niendeseedede Alex de Minaur i sin kvartfinale.

Serberen er en del af Wimbledons kvartfinaler for 15. gang. Han har vundet turneringen syv gange.

/ritzau/

2024-07-08T21:04:29Z dg43tfdfdgfd