FYSISK TRæNER: INGEN ATLETER STåR SKARPERE END RUNE

Når Holger Rune tirsdag åbner French Open, står han stærkere fysisk end nogensinde før.

Hans fysiske træner, Lapo Becherini, har siden starten af april arbejdet tæt sammen med den danske tennisstjerne for at få ham til at stå stærkest muligt rustet til grand slam-turneringen på grus.

Becherini ser ingen tennisspiller på touren i bedre fysisk forfatning end Rune.

- Jeg vil ikke lyde arrogant, men det er ikke bare inden for tennis, men blandt alle atleter inden for sport, og især for hans alder, fordi han træner som en sindssyg.

- Han er super hurtig, har en aerobisk holdbarhed, har en stærk overkrop, har et imponerende bevægelsesområde og kan næsten gå i split. Han er en fysisk maskine, siger Lapo Becherini.

Han er tilknyttet træner Patrick Mouratoglous akademi og har her arbejdet sammen med Rune i flere år, men i de seneste måneder har han været fast tilknyttet og har rejst rundt med det danske team til grusturneringer.

Siden 3. april har Rune og Becherini haft "fitness" på programmet hver dag med henblik på French Open, fortæller Becherini under Runes mandagstræning på French Open-anlægget.

- I morges trænede han også halvanden time. Mange tror, at det gør én træt, og det er da også krævende, men når man har store mål, er man nødt til at være den bedste til at træne og træne hårdere end alle andre, siger Becherini.

Han tilføjer, at det har været nødvendigt at bygge fysikken op under forårets grusturneringer, da der ikke er tid til at gøre det mellem turneringer, hvis man som Rune har det med at nå semifinaler og finaler de fleste uger.

- Det er ikke nok at bygge et fysisk fundament i preseason. Det er nødvendigt at bygge på gennem hele sæsonen.

Det handler dog ikke kun om at have svedt i fitnessrummet, når Rune skal stå distancen i kampe bedst af fem sæt som i French Open.

Tidligere i karrieren har Rune haft svært ved netop dette. Gang på gang var han hæmmet af krampe, når han havde brugt mange kræfter i opslidende kampe.

Becherini nævner selv US Open-mødet med Novak Djokovic i 2021, hvor Rune fik krampe allerede ved stillingen 1-1 i sæt.

Siden har Rune fået styr på den del.

- Når han havde problemer med kramper, var der også en forbindelse til hans mindset på banen, og kampen mod Djokovic var på det tidspunkt hans største oplevelse.

- Desuden handlede det også om ernæring, og vi indledte et samarbejde med en ernæringsekspert, der har hjulpet. Igen - du er nødt til at have en masse dygtige folk omkring dig, hvis du vil opnå store ting, pointerer Becherini.

Rune møder amerikaneren Christopher Eubanks sidst på eftermiddagen tirsdag.

/ritzau/

2023-05-30T05:33:40Z dg43tfdfdgfd