SABALENKAS KæRESTE BEKRæFTES DøD: Må HAN HVILE I FRED

Den tidligere NHL-spiller Konstantin Koltsov, der var landstræner for det belarusiske ishockeylandshold og kæreste med tennisspilleren Aryna Sabalenka, er død i en alder af 42 år.

Det oplyser det belarusiske ishockeyforbund på sin hjemmeside tirsdag.

- Vi er i sorg. Det belarusiske hockeyforbund udtrykker sin dybeste medfølelse med familien, venner og alle som kendte og arbejdede sammen med Konstantin, skriver forbundet.

Koltsov spillede flere sæsoner i NHL for klubben Pittsburgh Penguins. Han deltog i to OL-turneringer for det belarusiske hold i 2002 og 2010.

Forbundet forklarer ikke nærmere om dødsårsagen, men konstaterer blot, at Koltsov døde "pludseligt".

Koltsov var landstræner for det belarusiske ishockeylandshold sideløbende med en assistentrolle for KHL-klubben Salavat Yulayev Ufa, som han havde spillet for i sin aktive karriere.

- Han var en stærk og positiv person, han var elsket og respekteret af spillere, kolleger og tilhængere. Må han hvile i fred, skriver Salavat Yulayev Ufa.

25-årige Sabalenka, der efter planen skal deltage i denne uges WTA-turnering Miami Open, har ikke kommenteret kærestens dødsfald.

Koltsov var til stede ved Australian Open i januar, hvor han jublede over Sabalenkas grand slam-titel.

Han efterlader sig tre børn fra et tidligere ægteskab.

/ritzau/

2024-03-19T09:29:04Z dg43tfdfdgfd