SLIDSTæRK ITALIENER FåR HAS På WOZNIACKI I MARATONDYST

Efter første sæt lignede det en sejr til Caroline Wozniacki, men den danske tennisstjerne kørte tør og tabte onsdag i tre sæt til italienske Sara Errani.

Dermed blev det kun til en enkelt kamp for Wozniacki ved den store WTA 1000-turnering Madrid Open, hvor der ellers var vigtige ranglistepoint på spil.

Caroline Wozniacki blev slået 6-3, 5-7, 5-7 efter en kamp, der varede næsten tre timer.

Det var særligt danskerens egne servepartier, der voldte hende problemer, og i nogle perioder lavede hun alt for mange uprovokerede fejl.

Den tidligere topspiller Sara Errani er næsten 37 år gammel, men det ændrer ikke på, at hun er et energibundt, der kan holde høj intensitet i lang tid.

Det blev afgørende i kampens afslutning, hvor hun flere gange havde det nødvendige overskud i duellerne, som var alenlange.

Italieneren løb og løb og satte Wozniacki under et kæmpe fysisk pres, som danskeren i længden ikke kunne modstå.

Caroline Wozniacki gik ellers roligt til opgaven på turneringens største bane, og i de første partier var der klasseforskel i danskerens favør.

Både i sine egne og italienerens servepartier var hun ganske overbevisende og bragte sig hurtigt foran 4-1. På det tidspunkt så det ud til, at sættet ville være afgjort lynhurtigt, men så blev kampen mildest talt omskiftelig.

I den sidste halvdel af sættet brød de to hinandens serv på skift, indtil Wozniacki tog sættet med sit fjerde break.

Også i andet sæt var der slinger i valsen. Wozniacki lavede bunker af fejl i sit andet serveparti og måtte overleve tre breakbolde, inden hun kunne ånde lettet op.

I den efterfølgende periode så det ud til, at Wozniacki kunne spille sejren ret sikkert i hus, men så begyndte det fysiske aspekt at snige sig ind i kampen.

Sara Errani så ganske enkelt ud til at have mere i tanken, og særligt hendes veludviklede evner til at komme frem til nettet blev afgørende for italieneren, der har vundet fem grand slams i double.

Med en aggressiv attitude pressede hun Wozniacki, som så mere og mere træt ud, og så snuppede italieneren sættet.

Det afgørende sæt var ligesom de to første utrolig omskifteligt. De to spillere skiftedes til at bryde hinandens serv, og Sara Errani havde held med flere velkomponerede stopbolde, som Wozniacki bare ikke kunne nå frem til.

Italieneren gjorde banen stor og tvang Wozniacki på løbeture, som hun i sidste ende ikke kunne holde til, og selv om danskeren brød Erranis serv tre gange i sættet, var det ikke nok.

/ritzau/

2024-04-24T18:15:39Z dg43tfdfdgfd