DANSKER BLIVER OVERHALET KORT FøR MåL I AUSTRALSK TRIUMF

17. etape af Vuelta a España var én lang kamp mellem feltets få sprinterhold og et udbrud med Lotto-danskeren Jonas Gregaard iblandt.

Desværre for Gregaard og hans følgesvende sluttede drømmen om en etapesejr godt to kilometer fra mål, hvor der ikke var mere tilbage i tanken på de regnvåde veje i Santander.

I stedet kvitterede australske Kaden Groves for sine Alpecin-holdkammeraters fornemme slid og spurtede sig til sin tredje sejr i årets Vuelta.

Pavel Bittner (DSM) kørte over stregen umiddelbart efter med Vito Braet (Intermaché) på tredjepladsen.

Etapen rokkede ikke ved klassementet, hvor Ben O'Connor (AG2R) fortsat fører foran Primoz Roglic (Bora), mens danske Mattias Skjelmose (Lidl-Trek) er på ottendepladsen.

I en uge propfyldt med hårde bjergetaper var onsdagens på papiret en af de nemmere.

Det betød dog ikke, at rytterne slap for stigninger. To hårde prøvelser ventede midtvejs på etapen, og dem brugte dagens firemandsudbrud til at øge afstanden til feltet.

Da den sidste hårde top var rundet, manglede der cirka 73 kilometer, og herfra gik jagten for alvor ind på udbryderne.

Sprinterholdene DSM og Alpecin skulle lukke et hul på knap fem minutter, og der blev hurtigt spist af forspringet.

Med 15 kilometer igen var der blot 45 sekunder ned, mens frontkvartetten blev reduceret til en trio, fordi franskmanden Thomas Champion (Cofidis) måtte slippe.

Gregaard og medudbryderne Thibault Guernalec (Arkea) og Xabier Isasa (Euskaltel) bed godt fra sig og drog fordel af de mange rundkørsler og sving, som den regnvåde rute bød på.

Men med lidt over to kilometer begyndte de første fra feltet at drøne forbi. Victor Campenaerts (Lotto) og Mauro Schmid (Jayco) forsøgte blandt andre at slippe væk, og de fik også et hul.

På den hårde opløbsstrækning blev de dog overhalet, og så dystede kun de allermest spurtstærke folk om sejren.

Med etapesejren udbygger Groves desuden sin føring i kampen om den grønne pointtrøje, som australieren overtog, da Vismas Wout van Aert tirsdag udgik efter et styrt.

/ritzau/

2024-09-04T16:12:32Z dg43tfdfdgfd