Bordtennisspilleren Peter Rosenmeier var igennem hele følelsesregistreret i tirsdagens dramatiske kvartfinalesejr.
I tredje sæt missede Rosenmeier en matchbold, og semifinalen var langsomt ved at glide ham af hænde ved de paralympiske lege i Paris.
Men Rosenmeier endte med at vinde i fem sæt over tyske Thomas Rau.
Det var især en mentalt svær periode, da tyskeren afværgede en matchbold og kom tilbage fra 0-2 i sæt og udlignede til 2-2.
- Jeg følte, at der var ham, der hele tiden byggede momentum op. Jeg blev trampet længere og længere ned. Han begyndte at finde løsninger på min serv.
- Min serv kørte super godt i de to første sæt. Der var jeg ovenpå. Den følelse forsvandt stille og roligt, siger Rosenmeier.
I femte sæt lavede tyskeren flere servefejl, og det hjalp Rosenmeier, der også nåede at afværge en enkelt matchbold, inden danskeren selv udnyttede sin anden matchbold.
- Jeg ved, at jeg er god, når det gælder. Jeg ved, at jeg er god på de afgørende bolde. Det ved jeg, så det prøvede jeg at fortælle mig selv, forklarer Rosenmeier.
På tribunen brugte han støtten fra familien, hvor især storebror uforvarende blev en hjælp.
- Jeg har nogle fikspunkter. Selv om han ikke ved det, så bruger jeg faktisk min storebror som fikspunkt på tribunen.
- Men ellers kigger jeg ud mod min træner Christoffer, der har en bordtennishjerne, der er otte gange bedre end min, siger han.
Med tirsdagens sejr er Rosenmeier sikker på bronze, og det var et delmål.
- Det var min første målsætning at vinde en medalje denne gang. Jeg ville også være med efter hviledagen.
- Men jeg er helt færdig, det var så hårdt. Jeg var helt oppe og så helt nede. Og nu er jeg som en raket, der er skudt op i loftet. Det er fantastisk, siger han.
I semifinalen skal Rosenmeier møde thailænderen Rungroj Thainiyom, og nu stiler han efter guld.
- Nu er der kun én vej. Vi har spillet mange gange mod hinanden. Og jeg har slået thailænderen mange gange. Det er drabeligt hver gang. Han slagtede mig faktisk 3-0 i VM-semifinalen for to år siden.
- Så den kamp skal vi hjem og have kigget på. For hvad skete der lige der? Men jeg tror på det. Det er fifty-fifty fra nu af, ligegyldigt hvem jeg møder, siger Rosenmeier.
/ritzau/
2024-09-03T18:52:14Z dg43tfdfdgfd